Tag: "talent"
Ugens Ledelsestips uge 25 - spild af talent
Sværhedsgrad: middel
Vi går nu i gang med 7 uger med ledelsestips, som handler om spild. De relaterer sig alle til denne artikel.
Vi starter med at kigge på spild af talent. Spild af talent kan ske på mange måder og det kræver jo at man kender til talentet, før det kan anvendes.
Jeg vil give et par eksempler. En medarbejder udfører et stykke arbejde, men vi kender ikke til at medarbejderen i sin fritid er kasserer i en større lokal klub. Medarbejderen har et talent for orden og tal, som vi ikke udnytter på arbejdet. Det kunne også være at den samme medarbejder var leder af en lokal forening.
En medarbejde udfører i hverdagen en række opgaver, som med fordel kunne udføres af eksempelvis en administrativ medarbejder. Måske ville den administrative i form af uddannelse faktisk være hurtigere og mere effektiv.
Du skal i denne uge finde frem til spild af talent omkring dig
Du må meget gerne skrive lidt om det spild du fandt, som kommentar til dette indlæg. Det kan hjælpe andre med at finde det samme.
Læg særligt mærke til:
- Fandt du frem til et sted hvor du spildte talent?
- Hvordan reagerer folk på at de anvender deres fulde talent?
Spild skal bekæmpes
Spild er alt det der ikke forøger værdien af et produkt eller en service! Taiichi Ohno fra Toyota, definerede for længe siden 7 kategorier af spild. De kan huskes hvis man kan huske navnet Tim Wood - hvem er Tim Wood?
T Talent
I Inventory (lager)
M Motion (bevægelse og transport)
W Waiting(ventetid)
O Overproduktion
O Overprocessering
D Defekter
Man kan altid spørge sig selv om den operation vi laver lige nu, giver værdi for vores produkt eller service. Vil kunden betale for at vi internt transporterer varer eller papirer rundt? I relation til ledelse, synes jeg spild er særdeles vigtigt at tale om. Jeg mener at spild hænger sammen med respekt eller nærmere mangel på respekt i nogle tilfælde. Man bør hele tiden have fokus på spild, så man ikke spilder andres tid eller deres talent. Ved nærmere eftertanke er jeg på det sidste også kommet frem til at reduktion af spild er en væsentlig del af lean ledelse.
For mit eget vedkommende kan der også være en sammenhæng med engagement og motivation. Når jeg ikke producerer spild og når mit talent ikke bliver spildt, så vil det føre til et stigende engagement. At angribe spild og lede efter det i hverdagen, bringer mange andre fordele med sig. Mindre energiforbrug, færre muligheder for fejl og defekter og ikke mindst engagement. Gå ud og led efter det, det findes alle vegne. Tænk på at fjerne spild hver gang du tager en beslutning.

Recent Comments